Hvil i fred

D. 17. september 2007 kl 6.30, sov min mor ind på Hvidovre hospital.

Det var enden på et liv der ikke altid havde været let, det var et til tider turbulent liv hun levede. Men de sidste 12-13 år levede hun alene i sin lejlighed i Sydhavnen, og da hun op til 10 år inden havde boet på Lolland og i Jylland var det dejligt at få sin mor tæt på sig igen.

Hendes liv var desværre til tider domineret af småkriminelle kærester eller dominerende ægtemænd og blandet med alkohol i større eller mindre grad (se tidligere indlæg).

Da hun i 1994 flyttede til Sydhavnen var min mor et levende menneske der brugte sin hverdag i området omkring Sydhavnen, hun nød at cykle ture i Valbyparken, hvor hun plukkede hyben og hyld. Som hun til familiens store glæde syltede og lavede saft af. Eller også brugte hun en stor del af sin tid på at strikke eller hækle.

Og da min søn blev født i 2000 nød hun tiden sammen med ham, og var en stor personlig hjælp for da han startede i dagplejen var han tit syg så hun passede ham en del gange.

Men omkring september 2003 begyndte det at gå ned af bakke, min søster mindes en fødselsdag hvor min mor havde inviteret hele familien men var helt uforberedt da hun ankom før os andre. Det kulminerede i at min mor i december 2003 meldte afbud til juleaften, og da jeg ankom til hendes lejlighed d. 24. december kunne jeg se at der var et eller andet helt galt. Hun var usoigneret i tøjet, ville ikke lade mig komme indenfor i lejligheden og der var en fæl lugt.

Dagen efter kom jeg hjem til hende og så den stand hendes lejlighed var i, der var tomme papvin kartoner, reklamer og aviser samlet i en bunke. Gamle burgerbakker havde efterhånden tiltrukket en stor mængde fluer, og jeg brugte den efterfølgende uge på at ordne min mors hjem.

Men i september 2004 gik det galt igen, men mor var faldet i hjemmet og blev indlagt på Hvidovre hospital, denne gang var hun meget afkræftet, og havde problemer med at se ordenligt. Diagnosen var underernæring og alkoholmisbrug. Over de næste par måneder fik vi endnu engang min mor på benene, denne gang med hjælp fra de sociale myndigheder. Så vi fik gang i daglig madudbringning og hjælp til personlig pleje, daglige indkøb og tøjvask. Vi fik hende også tilmeldt et dagcenter da hun gav udtryk for at hun havde brug for en daglig omgang med andre mennesker.

Og det kørte så godt i et par måneder, men så meldte hun fra i dagcentret. Hun mødte en ny kæreste som sagde at han nok skulle tage sig af alle de daglige ting, og så var det min søster og jeg meldte os fra. Vi havde brugt enorme personlige ressourcer og en masse goodwill hos vores respektive arbejdsgivere, for blot at se det hele falde på gulvet. Så tiden herefter har jeg kun set min mor sjældent. Lige indtil tirsdag d. 11. september i år, jeg var blevet kontaktet af en læge fra Infektionsmedicinskafdeling aftenen før at de havde fået min mor ind i dårlig forfatning.

Diagnosen var akut dehydrering, akut nyresvigt og en urinvejsinfektion der var gået i blodet.

Og over den næste uges tid forsøgte de at få gang i min mors systemer, først ved at tilføre en masse væske og dernæst at forsøge at give hende noget vanddrivende.  Men der kom aldrig gang i nyrene igen.

Min mor blev 63 år.