Hvil i fred

D. 17. september 2007 kl 6.30, sov min mor ind på Hvidovre hospital.

Det var enden på et liv der ikke altid havde været let, det var et til tider turbulent liv hun levede. Men de sidste 12-13 år levede hun alene i sin lejlighed i Sydhavnen, og da hun op til 10 år inden havde boet på Lolland og i Jylland var det dejligt at få sin mor tæt på sig igen.

Hendes liv var desværre til tider domineret af småkriminelle kærester eller dominerende ægtemænd og blandet med alkohol i større eller mindre grad (se tidligere indlæg).

Da hun i 1994 flyttede til Sydhavnen var min mor et levende menneske der brugte sin hverdag i området omkring Sydhavnen, hun nød at cykle ture i Valbyparken, hvor hun plukkede hyben og hyld. Som hun til familiens store glæde syltede og lavede saft af. Eller også brugte hun en stor del af sin tid på at strikke eller hækle.

Og da min søn blev født i 2000 nød hun tiden sammen med ham, og var en stor personlig hjælp for da han startede i dagplejen var han tit syg så hun passede ham en del gange.

Men omkring september 2003 begyndte det at gå ned af bakke, min søster mindes en fødselsdag hvor min mor havde inviteret hele familien men var helt uforberedt da hun ankom før os andre. Det kulminerede i at min mor i december 2003 meldte afbud til juleaften, og da jeg ankom til hendes lejlighed d. 24. december kunne jeg se at der var et eller andet helt galt. Hun var usoigneret i tøjet, ville ikke lade mig komme indenfor i lejligheden og der var en fæl lugt.

Dagen efter kom jeg hjem til hende og så den stand hendes lejlighed var i, der var tomme papvin kartoner, reklamer og aviser samlet i en bunke. Gamle burgerbakker havde efterhånden tiltrukket en stor mængde fluer, og jeg brugte den efterfølgende uge på at ordne min mors hjem.

Men i september 2004 gik det galt igen, men mor var faldet i hjemmet og blev indlagt på Hvidovre hospital, denne gang var hun meget afkræftet, og havde problemer med at se ordenligt. Diagnosen var underernæring og alkoholmisbrug. Over de næste par måneder fik vi endnu engang min mor på benene, denne gang med hjælp fra de sociale myndigheder. Så vi fik gang i daglig madudbringning og hjælp til personlig pleje, daglige indkøb og tøjvask. Vi fik hende også tilmeldt et dagcenter da hun gav udtryk for at hun havde brug for en daglig omgang med andre mennesker.

Og det kørte så godt i et par måneder, men så meldte hun fra i dagcentret. Hun mødte en ny kæreste som sagde at han nok skulle tage sig af alle de daglige ting, og så var det min søster og jeg meldte os fra. Vi havde brugt enorme personlige ressourcer og en masse goodwill hos vores respektive arbejdsgivere, for blot at se det hele falde på gulvet. Så tiden herefter har jeg kun set min mor sjældent. Lige indtil tirsdag d. 11. september i år, jeg var blevet kontaktet af en læge fra Infektionsmedicinskafdeling aftenen før at de havde fået min mor ind i dårlig forfatning.

Diagnosen var akut dehydrering, akut nyresvigt og en urinvejsinfektion der var gået i blodet.

Og over den næste uges tid forsøgte de at få gang i min mors systemer, først ved at tilføre en masse væske og dernæst at forsøge at give hende noget vanddrivende.  Men der kom aldrig gang i nyrene igen.

Min mor blev 63 år.

Big big world – NOT!

Emilia sang for nogle år siden i sit store hit:

“I’m a big big girl
in a big big world…”

Det fik jeg endnu engang bevist i går ikke er sandt.

Danmarks befolkning er på over 5.427.459 (pr. 1. januar 2006), heraf er der 2.401.739 som bor i Region Sjælland og alligevel er følgende muligt:

Min ven Morfar har i et stykke tid haft en drøm om at blive bilejer, og da han kontaktede mig i går på messenger var der desperation i stemmen.

Hans aftalte lift var ikke i stand til at køre ham til Vordingborg hvor førnævnte drøm skulle indfries, så med bøn og aftale om betaling på plads drog vi afsted til Vordingborg kl 20. Efter en times kørsel er vi fremme ved destinationen hvor vil bliver budt velkommen og efter en lille tur i Moffes nye dyt skulle aftalen på plads.

Sælgeren spørger sÃ¥, “nÃ¥h, sÃ¥ kommer du sÃ¥ fra Valby?
Morfar: “Ja
S: “Jeg kommer ogsÃ¥ fra Valby oprindeligt, gik pÃ¥ Hansstedskole… Jeg gik en klasse under Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy
Jeg: “Hmm .. Min kone gik i klasse med Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy, sÃ¥ kender du mÃ¥ske Claus … og Maj-Britt…?
S: “Ja, og gik ogsÃ¥ i klasse med Lotte …
Jeg: “Okay Maj-Britt er min kones bedste veninde og Lotte … hun har en søn der hedder …. som gÃ¥r i min datters børnehave.

Se det er da en lille verden vi lever i.

Regler regler regler

Jeg er nok lidt mere striks end mine egne forældre var i 70’erne og 80’erne, men vi har nÃ¥et det punkt hvor mine børn pÃ¥ hhv. 4 og 7 let kan skabe en diskussion over hvem der skal dit og hvem der skal dat. Derfor skal der laves regler til alt, jeg har et par eksempler:

  • Hvem Ã¥bner hoveddøren om morgenen, det gør far. Efter at have prøvet at skiftes til det og det tilsidst blev svært at huske hvem der Ã¥bnede døren om onsdagen ugen før. Blev det til en fast regel at nÃ¥r vi alle gÃ¥r ud (far, mor og 2 børn) er det far der Ã¥bner døren.
  • Hvem der skal sidde hvor ved bordet nÃ¥r vi spiser, for ellers var det en konstant kamp om hvem der sad ved siden af far.
  • Hvem skal have børstet tænder først (om morgenen og om aftenen).
  • Skal børnene have lov til at holde slangen nÃ¥r vi fylder soppebassinet.
  • osv osv osv

Der er mange regler, de fleste går ud på at stoppe en konflikt i opløbet, for to børn kan blive rigtigt sure på hinanden når den ene holder længst fremme på vandslangen.

Den ældste er dog efterhÃ¥nden ved at fatte at jeg ikke ønsker konflikter der bare eskalerer ud i rÃ¥b og skrig og “sÃ¥ gider jeg ALDRIG mere at lege med DIG!”, sÃ¥ er det bedre at finde en løsning.

Tillykke Star Wars

30 år på bagen, det er sgu flot.
Dengang den blev vist første gang, der var jeg 4 år, jeg ved ikke engang hvornår den blev vist i Danmark første gang. Men jeg husker tydeligt at min far havde en Star Wars tegneserie som dækkede filmen, og når han læste den op var jeg solgt til eventyret.

Jeg sÃ¥ den vist første gang i forbindelse med The Empire Strikes Back, det var med min far – Og vi var i Palads.

Så kan det godt være at der er nogen som Tony Long fra Wired, der siger at han så den for første gang for forleden. Og at dialogen stinker, selvfølgelig har han en voksens synspunkt på filmen. Det har jeg også i dag, men behøver ikke en dybere analyse af dialogen for at tage filmen som en god omgang underholdning.
Men de gange jeg legede Luke Skywalker og Han Solo med Brian fra gården, Henriette kunne så være Prinsesse Leia, står som nogle af mine lykkeligste stunder fra min barndom. Man kunne bruge en hel dag på legestativet hvor man skød fiktive stormtroppere eller fløj i sin X-Wing (gyngen).

Min søn på 7 har det lidt på samme måde, hans Star Wars introduktion kom dog med Lego Starwars 1+2, men glæden og gnisten er der.
SÃ¥ et stort Hip Hip Hurra for Star Wars.

Jeg er en Solnyser

Jeg nyser når jeg går udenfor i solskinsvejr (eller bare der er meget lys). Da det er arveligt siger min kone at det nok er en DNA fejl på min side af familien, hendes del af familien forstår slet ikke hvad det er, eller hvordan jeg kan også fremprovokere et nys ved at kigge imod skarpt lys fra en lampe.

Fænomenet hedder photisk nyserefleks og er vidunderligt når man mærker at der et nys på vej, så kan man udløse det ved at kigge op i den nærmeste lampe (ser sikkert underligt ud). ACHOO som det også kaldes er derimod ret irriterende når man kører bil eller bare går på gaden, senest da jeg for små 10 minutter skulle hente noget at drikke i den nærmeste 7-eleven. På en strækning på små 25m (hver sin vej) formåede jeg at nyse 3 gange.

Atju!

Bilernes udstødning er prutter

Her forleden var vi på vej hjem i bilen og Krisitan der sidder på bagsædet og siger så dette:

“Far, hvad hvis alle biler og cykler var mennesker. SÃ¥ nÃ¥r der kom røg ud af dem ville de faktisk prutte.”

Det er utroligt hvad børn finder på.

Se den hos Stripcreator

Onde stedfar

Dette må uden tvivl være en af de ondeste stedfædre i verden. Hvis jeg gjorde det imod Kristian ville han være traumatiseret i flere uger!

Stakkels barn

Jeg overlevede også

På Madammes Huskeblog kan man læse om vores barndom, og at vi faktisk overlevede de pinsler vi blev udsat for.

Jeg kan dagligt skabe undren hos min søn Kristian (6 år) når jeg fortæller at jeg fik min første computer da jeg var 11, og at tegnefilm var noget man så om Lørdagen og ikke hver dag på 5 forskellige kanaler. Mobiltelefoner vidste man ikke hvad var, Gameboy eksisterede da jeg var 16 år (og var bestemt ikke i farver).
Og jeg husker at have leget med knive og dartpile på en måde som jeg slet ikke vil tillade min søn at gøre det.

Da familien boede i Hellerup kunne vi finde pÃ¥ at grave gamle blykugler ud kalk/gips samlinger pÃ¥ en nedlagt skydebane fra krigens tid (det var i hvertfald det vi troede – Om det er sandt ved jeg ikke). Kuglerne brugte vi sÃ¥ i vores slangebøsser.

Min mobil spøger

Forleden dag da jeg havde hentet børnene, stod jeg i gården med hænderne fulde af indkøbsposer, madkasser og tegninger fra børnehaven og var i fuld gang med at lukke døren til garagen.

Mobiltelefonen ringer og jeg fisker min T630 (Skod navigeringsknap) op af lommen, og i een glidende bevægelse er jeg i stand til at trykke pÃ¥ Besvar, føre den op til øret, siger “Hallo?” – For derefter at tabe skidtet. Den slukkede efter faldet, og har siden den dag opført sig omend endnu mere suspekt.

Det er næsten lige så suspekt som da jeg dagen forinden havde kastet (jeps) telefonrøret i ansigtet på mig selv. Jeg ramte øjenbrynet og det var 50% smertefuldt og 50% morsomt.

Måske der er kommet spøgelser i den, det ser ud som om der florerer en ny ting på nettet af indholdstakserede SMS beskeder, i hvertfald virker navigeringsknappen næsten ikke .. Med vold og magt kan jeg bevæge mig rundt i menuerne og så er den begyndt at slukke spontant.

MÃ¥ske man skulle ønske sig en ny – Den er jo snart 2 Ã¥r gammel!

Mand(len) i risengrøden

Igår var min kone i Vigerslev Kirke sammen med vores børn og hele børnehaven, det kom der nogle gode historier ud af. Lad os starte med historien om Hanibal. Hele børnehaven kom op til præsten og lå på knæ rundt om alteret, og præsten foreslog at der skulle bedes for alle dem der var i kirken, og om der så var noget andet børnene ville bede til Gud om.

Hanibal ville gerne bede til Gud om han ikke nok kunne få Drille-Julle med hjem.

Så præsten og hele børnehaven + pædagoger og forældre bad til at alle der var i kirken havde det godt og at Hanibal fik Drille-Julle med hjem, efter samling i børnehaven senere på dagen, var Drille-Julle på Hanibals plads, så bønnen til Gud gik i opfyldelse. Der er basis for 40 nye sjæle i himlen.

Drille-Julle er den årlige begivenhed hvor børnene en af gangen får en nisse med hjem som hedder Drille-Julle, og han plejer at lave frække ting i de små hjem. Vi har endnu ikke fået ham med hjem, men det kan være idag han sidder på enten Kristian eller Amalies plads.

Senere pÃ¥ eftermiddagen kunne pædagogerne sÃ¥ ikke finde Mads, de fandt ham ude pÃ¥ legepladsen, uden fodtøj. Der gik han og bad til Gud om ikke han ogsÃ¥ mÃ¥tte fÃ¥ Drille-Julle med hjem (Der er 2 Drille-Julle’r – een til hver stue).

I børnehaven er der tradition for at når de har været i kirke til julegudstjeneste, spiser de risengrød til frokost. Mette valgte dog at gå hjem med Kristian og Amalie, så spiste vi risengrød til aftensmad i stedet.

Vi skulle jo sørge for at ungerne fik deres mandel, sÃ¥ vi spikede skÃ¥lene med mandler og dækkede bord. Kristian fandt hurtigt sin mandel og viste den stolt, Amalie fortsatte med at spiste og sagde sÃ¥ til sidst – Mer’ – mandlen var der ikke længere. SÃ¥ vi fandt en mandel mere, lagde den skÃ¥len og øste endnu en omgang risengrød op. Efter noget tid sagde Amalie tak for mad, og jeg prøvede med diplomatisk mine at sige “Kom Amalie, skal vi ikke lige se om du har en mandel i skÃ¥len” – Mandel nummer to var væk. Og da vi sÃ¥ spurgte ind til om hun kunne finde mandlen, kiggede hun lidt rundt og sagde “Mand væk”. Lige indtil hun fandt en figur (en mand) og sagde “Mand ikke væk, mand var pÃ¥ gulvet”.

Så kunne vi ikke gøre andet end at grine af hende.