Hvil i fred

D. 17. september 2007 kl 6.30, sov min mor ind på Hvidovre hospital.

Det var enden på et liv der ikke altid havde været let, det var et til tider turbulent liv hun levede. Men de sidste 12-13 år levede hun alene i sin lejlighed i Sydhavnen, og da hun op til 10 år inden havde boet på Lolland og i Jylland var det dejligt at få sin mor tæt på sig igen.

Hendes liv var desværre til tider domineret af småkriminelle kærester eller dominerende ægtemænd og blandet med alkohol i større eller mindre grad (se tidligere indlæg).

Da hun i 1994 flyttede til Sydhavnen var min mor et levende menneske der brugte sin hverdag i området omkring Sydhavnen, hun nød at cykle ture i Valbyparken, hvor hun plukkede hyben og hyld. Som hun til familiens store glæde syltede og lavede saft af. Eller også brugte hun en stor del af sin tid på at strikke eller hækle.

Og da min søn blev født i 2000 nød hun tiden sammen med ham, og var en stor personlig hjælp for da han startede i dagplejen var han tit syg så hun passede ham en del gange.

Men omkring september 2003 begyndte det at gå ned af bakke, min søster mindes en fødselsdag hvor min mor havde inviteret hele familien men var helt uforberedt da hun ankom før os andre. Det kulminerede i at min mor i december 2003 meldte afbud til juleaften, og da jeg ankom til hendes lejlighed d. 24. december kunne jeg se at der var et eller andet helt galt. Hun var usoigneret i tøjet, ville ikke lade mig komme indenfor i lejligheden og der var en fæl lugt.

Dagen efter kom jeg hjem til hende og så den stand hendes lejlighed var i, der var tomme papvin kartoner, reklamer og aviser samlet i en bunke. Gamle burgerbakker havde efterhånden tiltrukket en stor mængde fluer, og jeg brugte den efterfølgende uge på at ordne min mors hjem.

Men i september 2004 gik det galt igen, men mor var faldet i hjemmet og blev indlagt på Hvidovre hospital, denne gang var hun meget afkræftet, og havde problemer med at se ordenligt. Diagnosen var underernæring og alkoholmisbrug. Over de næste par måneder fik vi endnu engang min mor på benene, denne gang med hjælp fra de sociale myndigheder. Så vi fik gang i daglig madudbringning og hjælp til personlig pleje, daglige indkøb og tøjvask. Vi fik hende også tilmeldt et dagcenter da hun gav udtryk for at hun havde brug for en daglig omgang med andre mennesker.

Og det kørte så godt i et par måneder, men så meldte hun fra i dagcentret. Hun mødte en ny kæreste som sagde at han nok skulle tage sig af alle de daglige ting, og så var det min søster og jeg meldte os fra. Vi havde brugt enorme personlige ressourcer og en masse goodwill hos vores respektive arbejdsgivere, for blot at se det hele falde på gulvet. Så tiden herefter har jeg kun set min mor sjældent. Lige indtil tirsdag d. 11. september i år, jeg var blevet kontaktet af en læge fra Infektionsmedicinskafdeling aftenen før at de havde fået min mor ind i dårlig forfatning.

Diagnosen var akut dehydrering, akut nyresvigt og en urinvejsinfektion der var gået i blodet.

Og over den næste uges tid forsøgte de at få gang i min mors systemer, først ved at tilføre en masse væske og dernæst at forsøge at give hende noget vanddrivende.  Men der kom aldrig gang i nyrene igen.

Min mor blev 63 år.

Big big world – NOT!

Emilia sang for nogle år siden i sit store hit:

“I’m a big big girl
in a big big world…”

Det fik jeg endnu engang bevist i går ikke er sandt.

Danmarks befolkning er på over 5.427.459 (pr. 1. januar 2006), heraf er der 2.401.739 som bor i Region Sjælland og alligevel er følgende muligt:

Min ven Morfar har i et stykke tid haft en drøm om at blive bilejer, og da han kontaktede mig i går på messenger var der desperation i stemmen.

Hans aftalte lift var ikke i stand til at køre ham til Vordingborg hvor førnævnte drøm skulle indfries, så med bøn og aftale om betaling på plads drog vi afsted til Vordingborg kl 20. Efter en times kørsel er vi fremme ved destinationen hvor vil bliver budt velkommen og efter en lille tur i Moffes nye dyt skulle aftalen på plads.

Sælgeren spørger sÃ¥, “nÃ¥h, sÃ¥ kommer du sÃ¥ fra Valby?
Morfar: “Ja
S: “Jeg kommer ogsÃ¥ fra Valby oprindeligt, gik pÃ¥ Hansstedskole… Jeg gik en klasse under Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy
Jeg: “Hmm .. Min kone gik i klasse med Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy, sÃ¥ kender du mÃ¥ske Claus … og Maj-Britt…?
S: “Ja, og gik ogsÃ¥ i klasse med Lotte …
Jeg: “Okay Maj-Britt er min kones bedste veninde og Lotte … hun har en søn der hedder …. som gÃ¥r i min datters børnehave.

Se det er da en lille verden vi lever i.

Regler regler regler

Jeg er nok lidt mere striks end mine egne forældre var i 70’erne og 80’erne, men vi har nÃ¥et det punkt hvor mine børn pÃ¥ hhv. 4 og 7 let kan skabe en diskussion over hvem der skal dit og hvem der skal dat. Derfor skal der laves regler til alt, jeg har et par eksempler:

  • Hvem Ã¥bner hoveddøren om morgenen, det gør far. Efter at have prøvet at skiftes til det og det tilsidst blev svært at huske hvem der Ã¥bnede døren om onsdagen ugen før. Blev det til en fast regel at nÃ¥r vi alle gÃ¥r ud (far, mor og 2 børn) er det far der Ã¥bner døren.
  • Hvem der skal sidde hvor ved bordet nÃ¥r vi spiser, for ellers var det en konstant kamp om hvem der sad ved siden af far.
  • Hvem skal have børstet tænder først (om morgenen og om aftenen).
  • Skal børnene have lov til at holde slangen nÃ¥r vi fylder soppebassinet.
  • osv osv osv

Der er mange regler, de fleste går ud på at stoppe en konflikt i opløbet, for to børn kan blive rigtigt sure på hinanden når den ene holder længst fremme på vandslangen.

Den ældste er dog efterhÃ¥nden ved at fatte at jeg ikke ønsker konflikter der bare eskalerer ud i rÃ¥b og skrig og “sÃ¥ gider jeg ALDRIG mere at lege med DIG!”, sÃ¥ er det bedre at finde en løsning.

Musik med stemning

Jeg har altid kunnet lide Mylene Farmers musik, hendes stemme giver mig kuldegysninger – PÃ¥ den fede mÃ¥de. For lidt over 13 Ã¥r siden, da jeg stadig boede hjemme var der pÃ¥ KabelTV en fransk lÃ¥nekanal (sÃ¥dan en der kun er der en mÃ¥ned). Hvor de en hel weekend spillede Mylene Farmer, jeg optog 2×8 timer med Mylene Farmer og anden fransk musik.

Men jeg forstår altså ikke hvad hun synger.

California

Ja-manden – Nu med video

Dengang jeg var udespiser og spiste pÃ¥ kajen ved Islands Brygge var der gerne 1-2 fartøjer der passerede forbi os i løbet af den halve time det tager. Vi hilste gerne pÃ¥ mandskabet der var pÃ¥ de bÃ¥de/skibe/kajaker der sejlede forbi (Havnerespekt). En dag kom der en af Københavns Havn’s joller tuttende forbi – PÃ¥ den bÃ¥d var der en person vi fremover refererede til som Ja-Manden [1, 2] idet han pÃ¥ et spørgsmÃ¥l man ikke kan svare Ja til, svarede med et højt og tydeligt Ja! (Hvad spørgsmÃ¥let var mindes jeg ikke).
Vores små samtaler over frokosten de efterfølgende dage bød på hvad Ja-Manden lavede i løbet af en dag, og nu har jeg så fundet et filmklip af en Amerikansk Ja-Mand som nogenlunde beskriver hvad en Ja-Mand laver.

Jeg overlevede også

På Madammes Huskeblog kan man læse om vores barndom, og at vi faktisk overlevede de pinsler vi blev udsat for.

Jeg kan dagligt skabe undren hos min søn Kristian (6 år) når jeg fortæller at jeg fik min første computer da jeg var 11, og at tegnefilm var noget man så om Lørdagen og ikke hver dag på 5 forskellige kanaler. Mobiltelefoner vidste man ikke hvad var, Gameboy eksisterede da jeg var 16 år (og var bestemt ikke i farver).
Og jeg husker at have leget med knive og dartpile på en måde som jeg slet ikke vil tillade min søn at gøre det.

Da familien boede i Hellerup kunne vi finde pÃ¥ at grave gamle blykugler ud kalk/gips samlinger pÃ¥ en nedlagt skydebane fra krigens tid (det var i hvertfald det vi troede – Om det er sandt ved jeg ikke). Kuglerne brugte vi sÃ¥ i vores slangebøsser.